Matildes beretninger fra Zanzibar

Mambo vipi alle derhjemme.
En lille (næsten) midtvejshilsen fra zanzibar.

Her går det SÅ godt. Vi er gået ind i regnsæsonen som vi mærkede i næsten en uge med konstant regn, men nu er alt heldigvis ved det gamle igen og vi nyder vores vante 35 grader i skyggen
Men for at starte fra begyndelsen, så det var meget overvældende at tage afsted og stå i lufthavnen med 50 fuldstændig fremmede, som man vidste, man skulle bruge de næste 4 måneder med, især for en som mig, der aldrig har prøvet efterskole eller lign. Men der gik ikke mere end 5 min. før man havde fundet nogle at snakke med, og selvom vi er fra vidt forskellige steder i landet (og fra Norge og Sverige) har vi jo alle det tilfældes, at vi gerne ville ud og opleve verdenen, lære nye kulture at kende og få nye venskaber - og de forventninger er 100% blevet opfyldt. Heldigvis!

De første par uger brugte vi på at tage dykkercertifikat og jeg kan nu kalde mig padi open water diver. Det er lidt sejt. Derudover har jeg også taget et frivilligt kite surfing kursus og må nu også kite surfe uden opsyn (selvom jeg ikke tror, at det bliver tilfældet).

Hverdagen hernede er meget afslappet, man lære hurtigt om "african time" (det sker, når det sker) og "pole pole" (rolig rolig) men udover det har vi jo stadig en skole, der skal passes, selvom man måske bliver lidt doven i varmen. Heldigvis er fagene meget spændende! Vi har swahili 2 gange om ugen og får rig mulighed for at bruge det, da de lokale elsker at snakke med os. Derudover har vi selvindsigt, hvor vi blandt andet har brugt 3 timer med en anden person, hvor vi skulle fortælle hele vores livshistorie. Det var meget lærerigt både at skulle kunne lytte i så lang tid, uden at måtte afbryde eller snakke om sig selv, men også at finde ud af hvilke situationer der har haft betydning på dit liv. I kulturforståelse har vi været ude og lave ægte swahili dinner. Det tog meget lang tid og alt var helt fra bunden og skulle selvfølgelig spises med fingrene. Men det var meget lækkert! Vi lære meget om racer, kulturforskelle og diskrimination, hvilket er rigtig relevant og super spændende. I miljø er vi meget på ekskursion, vi har blandt andet været ude og fiske tidligt om morgenen med de lokale, været i Jozani forrest og se aber og mangrove træer og gået helt ud til revet da det var lavvande for at se på koraler. Vi har også projektdag 2 gange om ugen, hvor jeg sammen med nogle andre, er ved at starte en sportsklub op for de lokale børn. Det kræver meget arbejde, men vi håber på, at det vil blive en succes længere ude i fremtiden og at andre hold måske kan bygge videre på det. Heldigvis virker de lokale meget positive omkring projektet og de elsker at dyrke sport, så det tegner godt. Vi har selvfølgelig også idræt, som foregår hver morgen kl. 7 med løb eller cirkeltræning på stranden, efterfulgt af en dukkert i det indiske ocean. Ikke helt dårligt og lidt noget andet end en løbetur på fælleden haha.

Alt i alt er her bare så skønt! Og alle er så søde. Har fået de bedste venner og veninder. I fritiden spiller vi volley. Meget! Vi ligger på stranden eller ved poolen og slapper af. Hver onsdag er der staff fodbold, hvor vi spiller mod skolens personale. Og hver mandag er der village Cinema, hvor en gruppe på skolen hænger et lærred op og viser film for de lokale børn. Det er super hyggeligt, og man har meget hurtigt 2/3 børn siddende ovenpå sig. Vi har lige tilbragt weekenden oppe nord på, hvor der blev holdt fullmoon party. Det var rigtig sjovt, at vi allesammen var afsted sammen, når vi nu bruger så meget tid på skolen. Også var det også meget lækkert med et varmt bad og en ordentlig seng og hovedpude haha. Også er afrikanere ekstremt gode til at feste, så det gik ikke stille for sig!

I sidste uge var mor, far og bertil hernede og det var så dejligt at se dem igen og vise dem det liv jeg lever lige PT. Tror også at de hurtigt faldt ind i pole pole rytmen og nød det. De kom lørdag D. 28, også fejrede vi min fødselsdag om søndagen med rigtigt gavebord, flag og sang. Efter det tog vi til stonetown (hovedbyen) hvor vi tog en lille båd til prison Island, hvor der lever 200 år gamle skildpadder. Så det var en perfekt måde at holde min fødselsdag på. Nu er de sendt hjem igen og det bliver mærkeligt at der igen skal gå 2 måneder før jeg ser dem, men så kan jeg trøste mig med det ton danske slik, jeg fik i gave.

Her sker så meget, og det er svært at få det hele med, men jeg håber i har fået et lille indblik i mit paradis.

Mange varme Afrika tanker fra Matilde

Hej alle derhjemme! 
Så er der snart kun en måned tilbage af mit Afrika eventyr. Jeg fatter ikke hvor tiden er blevet af og prøver at nyde hvert et sekund! Lige nu befinder jeg mig i nungwi, som er det nordligste punkt af zanzibar, jeg er taget på en weekendtur med nogle af pigerne fra skolen for at prøve noget nyt og ikke køre død i de samme rutiner. Derudover er vi også ved at blive godt skøre af regntiden, som lige nu er over os, så det er godt at komme lidt væk.

For en uge siden kom vi hjem fra adventure turen, som for mange af os har været noget af det, vi så allermest frem til under opholdet. Og man må sige at den i den grad levede op til forventningerne! Det gennemgående tema på turen, var selvfølgelig eventyr, men også det at leve under ringe vilkår, komme back til basics, udfordrer sig selv og hele tiden at befinde sig i det uvisse. Vi vidste nemlig ikke, hvad der skulle ske, i ret meget mere end en time frem af gangen. Vi startede faktisk ud med, at blive sat på en færge fra zanzibar til Dar es salam, som normalt tager 2 timer. Det gjorde det ikke. Vi fandt ud af efter et par timer, at færgen ville tage 12 timer og så var adventure turen ligesom sparket i gang haha. 
Da vi ankom til Dar, blev vi guidet direkte til en bus, der bare begyndte at køre, også måtte vi ellers bare nyde turen på de afrikanske landeveje, som for øvrigt er super gode og helt uden huller, hvem skulle have troet det? Ej, infrastrukturen i Tanzania kunne være bedre og 12 timer på en færge efterfulgt af 8 timer i en bumlebus tog lidt på kræfterne. Men humøret var højt og vi vidste at det ikke nyttede noget at spørge om hvornår vi var der, eller hvor vi skulle hen, det havde vi fået af vide mange gange hjemmefra at vi ike ville få svar på, så det var bare med at væbne sig med tålmodighed, spise nogle cashewnødder også ellers prøve at lade være med at slå hovedet ind i loftet, når bussen ramte et stort hul i vejen. Efter en lang lang tur ankom vi til lushoto i usambara mountains. Det var noget anderledes end det Afrika vi var vant til. Det var en lille bjergby hvor der blev solgt huer og flyverdragter og hvor de lokale sad på deres røde motorcykler og slappede af. Her blev vi delt op i to store grupper og fik af vide, at vi godt kunne for hinanden et kram, vi var ret sikre på at lærerne prøvede at narre os og at vi nok skulle få hinanden at se efter et par timer. Der gik så 4 dage! Vores første aften skulle vi tilbringe i lushoto, hvor vi selv skulle købe ind til aftensmad og morgenmad på det lokale marked. Vi endte med at købe 30 bananer og 30 appelsiner for 6000 shillings, hvilket svare til 24 kr. (Og selvfølgelig også andre ting ;-)) Det var godt at have nogle af de mere garvede swahilisnakkere med til at prutte for os. Dagen efter fik vi af vide, at vi skulle pakke en lille taske med diverse ting også tog vi ellers ud for at vandre. Vi endte på et udkigspunkt 1300 m. Over havets overflade og med 1000 m. Frit fald under os. Det var noget af det smukkeste og mest nervepirrende at sidde der på kanten. 
Da vi kom tilbage holdt der en masse ladvogne klar foran vores hostel, som vi troede skulle transportere vores bagage, det skulle de ikke. Det var os det skulle med dem. Så i regnvejr, stående på ladet af to ladvogne, kørte vi igennem usambara mountains. Der blev gloet og dyttet lidt, når 30 unge mzungus kom kørende igennem de små byer i bjergene. Vi endte på en lokal campingplads, hvor der var slået små telte op til os og for første gang hernede frøs vi om natten(!) dagen efter skulle vi vandre igen, denne gang omkring 15 km. Igennem bjergene og de lokales majs- og rismarker. Vi kunne tit høre børn råbe mzungu efter os, og hvis man ikke lige kunne se dem, var det fordi de sad i træerne og gemte sig. Omkring middag ankom vi til et nonnekloster, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi bad bordbøn og sov i små kabiner. Nonnerne kom med varme spande vand til os, og sådan fil vi vores første bad på turen, vi var slet ikke særlig klamme.tongue-humørikon kl. 7 om morgenen var der gudstjeneste, der havde nonnerne allerede været i gang siden kl. 5. Gudstjenesten var meget speciel og helt anderledes end dem man kender fra DK. De sad snor lige og nærmest messede fadervor i kor, det lød faktisk lidt uhyggeligt! Under nadveren begyndte nogle af dem at spille trommer og en lidt lettere stemning bredte sig, og man følte igen, at man befandt sig midt i Afrika. Efter morgenmaden ventede der os, vores længste strækning, på 20 km igennem både regnskov og bjerge! Det var en så smuk tur, hvor vi blandt andet stoppede i en by og købte lerkrukker som de lokale havde lavet. På vejen i bjergene, kunne man på et tidspunkt se helt til Kenya, hvilket var ret vildt! 
Vi ankom til toppen af en lille bjergby, hvor vi så solen gå ned i dalen. Vi sad igen med frit fald under os og en udsigt der ikke kan beskrives (billeder kommer) det var helt fantastisk. 
Om morgenen stod vi op kl. 4 og skulle med en lokal bus, det er ikke nogen hemmelighed at der var meget trængt og afrikanere mener ofte at der er plads til 20 personer mere, end der virkelig er, så mange af os endte med store numser i hovedet, børn på skødet eller næsen i armhulen på en lidt svedig mama. Men det var en oplevelse wink-humørikon

Vi blev genforenet med de andre efter vandredagene og kørte i samlet flok mod arusha (det vidste vi dog ikke der) det tog også omkring 8 timer og vi kørte lige forbi kilimanjaro på vejen. I arusha blev vi delt op i mindre grupper som skulle tilbringe de næste 5 dage sammen, jeg var meget heldig med min gruppe, og kom sammen med mange af dem jeg snakker bedst med! 
Vi fik udleveret 4 breve, 1 til hver dag på turen, i vores første brev stod der, at vi dagen efter skulle stå klar kl. 5 fordi vi skulle på safari i ngorongoro krateret. Et flere millioner år gammelt vulkankrater, som nu er spækket med dyreliv, specielt i form af zebraer og gnuer. Det var en ret vild oplevelse at køre på en frodig savanne og se alle dyrene i deres naturlige habitat. 
Vi så 4 ud af 5 af the Big 5. Og spiste frokost ved en breden af en sø, fyldt med flodheste. Her fik vi af vide at man skulle blive inde i bilen og spise sin mad på grund af ørnene, som godt kunne lide madpakker, vi syntes det lød lidt mærkeligt, og gik ud alligevel og med det samme dykker en kæmpe ørn, ned i hovedet på os og snupper en madpakke ud af hånden på en dreng fra min gruppe!

På anden dagen skulle vi overnatte i en masailandsby hvor vi blandt andet skulle slagte en ged og velsignes af høvdingen. Det var meget specielt at se deres livstil, som er så anderledes end det vi er vant til. Masaierne lever uden penge, vand, elektricitet og en lang række andre normale nødvendige ting. De drikker kun mælk og blod og bor i hytter af kolort. De bruger geder og køer til at handle med og bruger det meste af deres tid på at passe disse. Det mest mærkelige, var at der ikke som sådan fandtes kærlighed og at mand og kone ikke havde noget forhold, andet end at konen skulle gøre som manden sagde. 
Vi blev taget godt i mod og børnene var vilde med os (og vores smykker og kameraer) og drengene brugte lang tid på at kaste dem op i luften! Om aftenen var der gedeslagtning, hvor vi blev tilbudt frisk blod. Det skulle selvfølgelig prøves, og det var altså ikke så delikat haha wink-humørikon

Dagen efter brugte vi i rift Valley, som også kan kaldes menneskets vugge, for det var her, nogle af de første mennesker levede. Der skete ikke så meget, ud over et lille giraf besøg om aftenen hehe. Sidste dag blev brugt i tarangia sletten, Tanzanias 6. Største naturreservat. Det var så vanvittigt! Efter 5 minutter oplevede vi en løvejagt, lige udenfor vores bil, med to hunløver der jagtede et vortesvin, det var en ok start på turen wink-humørikon vi blev ofte stoppet af giraffer der blokerede vejen og stoppede også da en kæmpe flok elefanter krydsede vores vej, det var så uvirkeligt og de kom helt tæt på! Hele turen var så surrealistisk, et sted holdt vi stille på toppen af en bakke, med udsigt udover hele sletten. Under os løb en lang flod igennem landskabet og langs den gik der over 40 elefanter. Det var ligesom et billede og vi blev holdene i 20 minutter, næsten uden at sige et ord til hinanden.

Der er selvfølgelig så mange flere ting jeg kunne fortælle, og jeg lover i nok skal få hele historien derhjemme! Jeg savner jer rigtig meget, og glæder mig til at se jer igen heart-humørikon 
Knus matilde